Spring til indhold
Line er klar til at undersøge øjne

Tørre øjne er også våde øjne

Hvad er tørre øjne, og hvordan er symptomerne?

Når øjets tårefilm ikke fungerer optimalt, kan man blive generet af dét, man kalder for ” tørre øjne ”. Betegnelsen kan lyde misvisende, da symptomerne på tørre øjne blandt andet kan være røde, irriterede og vandfyldte øjne. Tårefilmen er nemlig enormt vigtig for at bevare en sund overflade på øjet, og for fortsat at have en optisk klar indgang til øjet. Tårer er med til at skabe det skarpe billede på nethinden, der tillader os at se klart.

Ved problemer i tårefilmens sammensætning ser man ofte, at det yderste lag i tårefilmen, olielaget, brister, hvorefter der starter en fordampning af det underliggende lag – kaldet vandlaget. Når vandlaget fordamper, øges saltkoncentrationen i den resterende tårefilm. Den øgede saltkoncentration trækker vand ud af øjets celler og forårsager en irritation af epitelcellerne på hornhinden. For – spøjst nok – er våde øjne også tørre øjne, da nogle oplever, at tårerne triller ned af kinderne. Øjne der løber i vand, ofte ved kulde eller vind – men også indenfor, for eksempel i forbindelse med skærmarbejde eller ved at se TV, er et typisk symptom på tørre øjne.

For når øjnene løber i vand sker det oftest, fordi tårefilmen ikke er stabil. Hvis det yderste lag i tårefilmen, olielaget, ikke er tykt nok eller brister, kan det ikke fungere som barriere for det underliggende vandlag. Tåreflod kan også forekomme, hvis der på grund af ustabil tårefilm produceres for meget vand. Dette forekommer ofte ved et meget højt saltindhold i tårefilmen, den såkaldte osmolaritet.